Den tossede danskers første uge
Så er den første uge overstået... Det har på mange måder været en spændende og anderledes uge, den har på alle måder været fyldt med nye indtryk og nye ting at forholde sig til.
Den første uge er på mange måder gået rigtig hurtigt, og på andre måder har den synedes uendeligt lang - Masser af indtryk føjer til følelsen af at ugen er fløjet afsted, mens savnet af nogen af derhjemme kan få det til at føles som evigheder.
Det er også kommet mig for øre at flere end jeg lige troede følger med på bloggen... Sådan! læg endelig kommentarer hvis i har spørgsmål eller bare lidt at tilføje, tjekker og svarer dem hver gang jeg opdaterer :-)
Uge 1
En del af jer følger jo med (næsten) hver dag, så derfor vil jeg ikke lave en helt utrolig lang 'recap' over hvad der er sket, men snarere fortælle lidt om de følelser der er forbundet med de oplevelser jeg har haft :-)
Først og fremmest, så er der jo en helt ufattelig mængde nye indtryk, som man bare får hældt i hovedet hver evig eneste dag. Disse indtryk -skønne som de er- gør også at det faktisk føles som om jeg stadig er jetlagged, for efter en dag så sprængfyldt med nye indtryk og ting at forholde sig til som det har været indtil videre, ja så kan man faktisk uden problemer gå i seng når klokken er 20-21 stykker, og sove igennem til omkring 7-8 næste morgen... Helt utroligt!!!
En del af at være herovre er jo også at være, bogstavelig talt, tusindvis af kilometer fra dem man elsker og holder af, Kæresten, Familien, Vennerne, osv. Det er på ingen måde let... selvom jeg nok havde narret mig selv til at tro det ikke ville blive noget problem, for det var jo min drøm som gik i opfyldelse!
Her skal der lægges væk på narret, for det er virkelig slet ikke let. Det er langt hårdere end man kan forestille sig at være så langt væk fra alt hvad man kender... et er hvor mange kilometer der er, det kan i og for sig være et fedt om det er Aalborg eller USA, 300km eller 8000km, det er i virkeligheden ikke det der gør det svært...har jeg erfaret!
Det der gør det svært...for mig... er tidsforskellen, 7 timers tidsforskel synedes ikke af meget hjemme i lille, komfortable, rare Danmark, men når man står i det...så er det meget, det er RIGTIG meget!
7 timers forskel betyder altså, at hvis jeg går i seng til midnat -hvilket ikke er unormalt- så passer det med de fleste af jer står op derhjemme samtidigt... det er en af de ting som gør det svært at forholde sig til!
Men, men, men....
'when all is said and done' så skal der ikke herske nogen tvivl om, at jeg stadig er glad for at jeg tog afsted... Jeg er meget glad for det, det er en oplevelse fuldkommen uden lige, og jeg ville bare ønske at Kathrine var her til at dele det med mig... For det er STORT, det er på ingen måde ligesom ferier, eller lign. Det her er større end man umiddelbart forstår og jeg tror egentlig først man rigtig forstår det når man står i situationen.
Så derfor til jer allesammen derhjemme, I LOVE YOU!
der går ikke en eneste dag hvor jeg ikke tænker på jer allesammen, det skal i vide, hver og en af jer!
der går ikke en eneste dag hvor jeg ikke tænker på jer allesammen, det skal i vide, hver og en af jer!
MLK Jr. Day
Som jeg nævnte igår, så har i dag været Martin Luther King Jr. (MLK Jr.) dag, en national 'helligdag'... når helligdag er i anførselstegn så er det fordi det ikke er alle der har lukket, men primært skoler, nogle butikker osv.
Petra, Saana og jeg (de udvekslingsstuderende, Tjekkiet, Finland, DK :-P) var blevet enige om at tage ind til capitol bygningen (rådhuset) hvor vi havde hørt at der skulle foregå en fejring af MLK Jr.
Hvad vi ikke vidste var, at i år var det 30. år det blev fejret i Madison, WI. Derfor var det ekstra festligt, og der var bl.a. gospelkor, jazzkor, talere mv. inde i capitol bygningen.
Inden jeg fortæller videre så får i lige et par billeder (resten må i se når jeg kommer hjem), jeg beklager evt. dårlig kvalitet, men der var PAKKET i den bygning. I dag er det trodsalt taget med mit rigtige kamera ;-)
Billede 2: En anden af amerikanernes dyder, her er det Lady Justice, som den anden er den også lavet i glasmosaik.
Billede 3: Kuplen på capitol bygningen, den er ENORM! skal jeg hilse og sige. I toppen er der et maleri, som er langt større end billede giver udtryk for, faktisk er det så stort at det passer ned i den ovale cirkel som børnene står ved på Billede 5.
Billede 4: Gospel børnekor, dette var helt igennem fantastisk! noget alle burde opleve, det er helt utroligt...Gospel er for fedt!!!
Billede 5: En række afroamerikanske børn, som jeg simpelthen ikke kunne lade være med at tage et billede af... De stod og rokkede i takt til Gospelkoret, det var simpelthen for fedt!!!
Nå, hvor kom jeg så fra... Det var noget med at fortælle om MLK ceremonien i capitol bygningen.
Der var på skift en taler, og så en eller anden form for musisk underholdning.
Denne underholdning bestod for det meste i gospel og jazzkor, i et enkelt tilfælde var der også tilføjet en mimer til det gospelkoret sang, det var helt vildt fedt!
På et tidspunkt opfordrer taleren alle til at tage hinanden i hånden og synge med på en sang, som symboliserer retfærdighed og frihed for sorte... Som de generte europæere vi (Petra, Saana og jeg) er så trækker vi os lidt tilbage og prøver at se det hele lidt an... MEN... det skulle der ikke blive noget af, for de forskellige amerikanere, sorte såvel som hvide, asiater såvel som maxicanere, greb vores hænder...for vi skulle da også være med!
Og med skal jeg love for vi kom til at være, vi kunne ikke sangen, men det var der ikke nogen der havde noget imod... vi skulle jo bare være med til at fejre Martin Luther King Jr.'s fødselsdag. Så vi endte med at stå hånd i hånd, alle de mange mennesker i capitol bygningen og synge og svaje...
Det var simpelthen en helt ufattelig oplevelse, og noget jeg på ingen måde ville være foruden!!! Jeg ville ønske man kunne finde den slags ånd og fællesskab derhjemme, det ville gøre Danmark til et meget mere rart sted at være.
Nå efter vores fællessang kom endnu en taler, og han starter med at opfordre alle til at vende sig til dem omkring sig og hilse på dem... og minsandten om ikke alle i hele bygningen gør det, trykker hinandens hænder og ønsker hinanden god dag m.v.
Endnu engang helt utroligt, og der var ingen forskel på hvem man var, eller hvordan man så ud. En helt igennem skøn følelse!
Jeg vil sige, at når vi europæere render rundt og føler os højt på strå, så burde vi virkelig pilles ned igen, for alt hvad vi gør er altså på ingen måde rigtigt!!!
Vi kunne lære rigtig meget af amerikanernes fællesskabsfølelse og 'teamspirit' på tværs af kultur, hudfarve, oprindelig nationalitet osv. osv. osv!
Med disse oplevelser jeg har haft den sidste uges tid, så må jeg sige jeg skammer mig over nogensinde at have tænkt nogen af de tanker, som vi alle går og tænker om Amerika!!!
Der er mindst ligeså stor forskel på folk indenfor USA som der er på folk i Europa... Forestil jer bare lige et øjeblik at vi danskere blev betragtet som værende ligesom italienere... tænk når vi så slår alle amerikanere over en kam, som værende krigeriske og besat af olie...UPS, jeg får i hvert fald en dårlig smag i munden :-P
...Roommate...
Nu vil jeg så vende kortvarigt tilbage til gårsdagens emne om min roommate (hvis i ellers kan huske hvad det nu liiiiiige var at sådan en var for en :-P).
Her til eftermiddag kom han nemlig, min roommate. Han virker ved første indtryk som en flinker fyr, stille og rolig og nede på jorden. Umiddelbart meget som mig selv, glad for computerspil, glad for at studere osv.
Dog er han dog knap så alkoholisk som jeg selv... hvis han da overhovedet drikker :-P
Som stort set alle andre herovre, så kommer han fra en familie hvor de tjener udemærket, for ellers har de simpelthen ikke råd til at gå på denne her skole... Hans mor er præst og faren er læge...så ja, det forklarer jo hvordan man kan poste lige knap 1 million dkr. (og det endda i den elendige kurs dollaren er i) i sit barns uddannelse...
Som jeg vidst også nævnte igår, så hedder han altså Tyler Bauer, og det her er hans andet år på college, altså er han cirka samme sted i sin uddannelse som jeg er.
Mine suitemates hedder, udover Tyler, Andy og Tony... alle virker som nogle flinke gutter, selvom Tyler og Tony er meget stille og ikke så udadvendte. Andy derimod, HOLY CRAP, han er sgu en amerikansk college boy efter alle kunstens regler... han virker som noget af en party guy, selvom han ved første indtryk er noget af en svagdrikker...det må jeg teste en af de kommende weekender :-P
Gåtur ved Lake Wingra
Ja, sidst på dagen kedede jeg mig lidt, og var for træt til at læse lektier... Derfor besluttede jeg mig for at jeg ville gå en tur ved søen som ligger lige op og ned af campus, Lake Wingra, og da solen samtidigt skinnede fra en skyfri himmel, så kunne jeg simpelthen ikke se nogen grund til ikke at gøre det.
Søerne er alle frosne herovre, det gælder også de to, meget, store søer Lake Monona (Monona=søen solen står op af) og Lake Mendota (Mendota=søen solen går ned i).
Det var virkelig imponerende at stå ude midt på denne her, ganske store sø, som bare var fuldkommen frossen!
Nu lidt billeder fra turen :-)
Jeg håber at i nød billederne, der er mange flere, men dem må i have til gode :-)
Nu vil jeg sige tak for denne gang, i hvad der endte med at blive et ret langt indlæg. Hvis i har holdt ud helt her til, så må jeg sige jeg tager hatten af for jer... Håber det har været en fornøjelse at læse det, for det har været ganske underholdende at skrive det.
//Dennis
Ja det er noget af en uge ;)
SvarSletJeg tror der er mange som læser din dagbog, den er jo rigtig god og levende at læse.
Håber de skriver til dig.....
Når man læser hvad det koster at få uddannelse der over, så bliver jeg faktisk helt glad for at betale skat...... ;)
Hej Dennis
SvarSletSå gik den første uge.
Det er en virkelig god ide, at du lavede denne blog..
Du skriver mange meget interessante ting ( Det er virkelig super læsning for mig )
Man kan godt se, hvem der har lært dig at ta' billeder HE HE (De er gode)
Jeg er og bliver fast læser og glæder mig til det videre forløb.
/Far
Halløjsa begge to :-)
SvarSletJeg er glad for at i synes det er spændende læsning, for jeg synes også det er sjovt og spændende at skrive... Og så giver det mig jo også lige en mulighed for at holde det danske bare lidt ved lige :P
Mutti, ja, man kan virkelig komme til at sætte stor pris på vores skat - selvom man nok aldrig bliver direkte glad for den ;)
Far, ja ja, den er god med dig og de billeder.. vi ved jo allesammen at det er mig der er mesterfotografen ;-P
//Dennis