Hej Derude.
Så sker det...Drømmen går i opfyldelse! Jeg sidder nu i Madison, WI. Klokken er 16.15 lokal tid, og derhjemme sover i efterhånden nok allesammen.
Flyveturen
Nå, men vi kom nogenlunde rettidigt afsted fra Københavns Lufthavn, Kastrup - kun 10 minutter forsinket.
Flyet lettede med alle, godt 270 passagerer ombord og alt var i den skønneste orden, eventyret begyndte!! Vi fløj så op over Stavanger, senere Shetlands øerne, Færøerne, Island og sidenhen det sydlige Grønland. Da vi skal til at flyve udover Atlanten igen fra grønlands sydspids får vi dog den første oplevelse - En virkelig seriøs omgang turbulens og lufthuller. Pludselig slår "spænd selerne" lamperne til, og så skal jeg ellers love for at hele flyet ryster som om det er ved at skille ad, kort efter begynder lufthullerne, som var værre end nogen rutsjebane jeg nogensinde har prøvet. Voldsomt nok til, at mange sad og skreg - måske en anelse overdrevet, men bevares, der var jo også amerikanere med ;-)
Anyway, Vi når godt og vel halvvejs ud mellem Grønland og Canada, da kaptajnen endelig kalder over højttalerne, at det bare var turbulens (Ohh Really!?!) og, at nu kan vi godt tage sikkerhedsselerne af igen.Resten af turen ned til Chicago forløb ganske stille og roligt, omend ind i mellem med en lille smule turbulens, dog ingen lufthuller :-)
00:23 Flyet, Sigrid Viking, sætter hjulene på landingsbanen i Chicago, som fra luften lignede et net af små myrer med lys i (bilerne på vejene).
O'hare er en kæmpe lufthavn, ENORM! Tilsyneladende har den også overhalet Atlanta, og skulle nu være den største lufthavn. Det tager godt og vel 10-15 minutter at taxi'e ind til gaten, i hvad der virker som et enormt kaos af sne, snerydningskøretøjer, og ikke mindst landingsbaner på kryds og tværs.
Vi når så langt om længe ind til gaten og forlader alle flyet, hvor SAS har givet en absolut førsteklasses behandling. Da jeg når ned fra gaten er det første der møder mig en tosset spansk-amerikaner med en lufthavns "bil" som siger "Check my Riiiiide" til stor underholdning for de fleste passagerer. Nå, men jeg iler videre, da jeg jo skal nå et andet fly, i en helt anden terminal. Jeg når halvvejs gennem terminalen, da et mareridtssyn møder mig, Border Control (pas/visum kontrol etc.). I flyet fik vi at vide vi skulle udfylde toldseddel, samt en seddel om hvorvidt man havde Visum eller var turist. Hvad værre er, er at da jeg ser skrankene ser jeg også en kø på, hvad der umiddelbart var, over 500 mennesker! Det viste sig dog i sidste ende at gå rigtig hurtigt og uden problemer...
NÆSTEN
Da jeg selv når frem til "tolderen" / border control officeren, så skal jeg nemlig fremvise de to papirer jeg har udfyldt i flyveren (intet problem), mit visum (i passet, ingen problem) og DS-2019 formularen, som jeg havde med på ambassaden. DS-2019'eren havde jeg fotokopieret, originalen lå hjemme i de gamles kopimaskine...
SÅ GIK DENNIS I PANIK...
Den første tanke der fløj gennem hovedet på mig var: "Jeg bliver sat på det næste fly hjem... FUCK!!!"
Nå, men "tolderen" kan åbenbart fornemme på mig at jeg bliver helt befippet, og forsøger besindigt at få lidt ro i mig (utrolig flink ældre gut).
Border Control / Toldere, bærer iøvrigt pistoler... ORN'LIG SYG GANGSTAR!!! :-O
Vi når så langt om længe ind til gaten og forlader alle flyet, hvor SAS har givet en absolut førsteklasses behandling. Da jeg når ned fra gaten er det første der møder mig en tosset spansk-amerikaner med en lufthavns "bil" som siger "Check my Riiiiide" til stor underholdning for de fleste passagerer. Nå, men jeg iler videre, da jeg jo skal nå et andet fly, i en helt anden terminal. Jeg når halvvejs gennem terminalen, da et mareridtssyn møder mig, Border Control (pas/visum kontrol etc.). I flyet fik vi at vide vi skulle udfylde toldseddel, samt en seddel om hvorvidt man havde Visum eller var turist. Hvad værre er, er at da jeg ser skrankene ser jeg også en kø på, hvad der umiddelbart var, over 500 mennesker! Det viste sig dog i sidste ende at gå rigtig hurtigt og uden problemer...
NÆSTEN
Da jeg selv når frem til "tolderen" / border control officeren, så skal jeg nemlig fremvise de to papirer jeg har udfyldt i flyveren (intet problem), mit visum (i passet, ingen problem) og DS-2019 formularen, som jeg havde med på ambassaden. DS-2019'eren havde jeg fotokopieret, originalen lå hjemme i de gamles kopimaskine...
SÅ GIK DENNIS I PANIK...
Den første tanke der fløj gennem hovedet på mig var: "Jeg bliver sat på det næste fly hjem... FUCK!!!"
Nå, men "tolderen" kan åbenbart fornemme på mig at jeg bliver helt befippet, og forsøger besindigt at få lidt ro i mig (utrolig flink ældre gut).
Border Control / Toldere, bærer iøvrigt pistoler... ORN'LIG SYG GANGSTAR!!! :-O
Nå, men da jeg kun har kopien bliver jeg bedt om at følge med (igen er jeg tæt på at panikke, og er nu overbevist om, at jeg ikke når mit fly til Madison) nå, jeg bliver sat på en bænk inde i et lidt mindre rum, og han fortæller mig besindigt at jeg bare lige skal vente her lidt... Så undersøger de mit pas og visum, og alle de papirer jeg har givet dem. omkring 15 minutter efter, kommer de ud, giver mig mit pas og fortæller at alt er iorden og jeg kan hente min bagage og rejse videre - SJÆLDENT HAR JEG VÆRET SÅ LYKKELIG!!!
Jeg iler hen efter min bagage, og har ikke styr på hvad klokken er (der er åbenbart ingen ure i O'hare :-P) jeg regner efter bedste evne tilbage efter mit eget ur.
Jeg finder min bagage og begiver mig så udad mod terminal udgangen. Her skal man igen snakke med nogle "toldere" og aflevere en blanket, det gør jeg så uden nogen problemer... Så når jeg ned i enden af gangen for at se tre døre... Alle med et nummer på, og intet andet... SKØNT! tilbage til tolderen og spørge om hvilken dør man skal ud af hvis man skal checke bagage til United Airlines mod Madison. Dør #3, så priser man sig ellers lykkelig for at man ikke tog den man var ved i starten, nemlig #2 :-P
Jeg kommer ud af døren, og hvad møder mig? et sandt helvede af kufferter, mennesker, og skranke... men mest bare kufferter, ALLE STEDER! Så jeg tænker hurtigt for mig selv, hvor er den nærmeste "tolder", jeg spotter hurtigt en stor, sort dame i uniform og spørger hende, igen meget meget hjælpsom, venlig og smilende :-)
Jeg skal så helt ned i enden...jeg løber derned og hvad sker der så? INGEN KØ :-D jeg losser min kuffert af hos United Airlines, og begiver mig nu på jagt efter lufthavns toget/metroen. Jeg finder det relativt hurtigt, men har problemer med at finde ud af hvilken retning jeg skal... Til sidst stiger jeg bare ind i et tog, velvidende at det kun kører i lufthavnen, og at det derfor ikke kan gå helt galt.
Heldig som jeg var, var det et der kørte den rigtige vej :-)
Jeg stiger så af ved terminal to, går over en stor vej på en bro (fyldt med limosiner, nedenunder) og begiver mig ind i terminal 2.
Her skal jeg så gennem ENDNU et security check, jeg tænkte det var ligesom i kastrup så jeg smider min håndbagage på båndet, computeren i en plastkasse sammen med min jakke. Men ak og ve, nej nej, nu er Dennis i USA. Jeg bliver bedt om også at smide skoene i kassen, det gør jeg så. Tingene bliver kørt gennem røntgen, og der er ingen problemer, jeg render gennem metaldetektoren, heller ingen problemer.
Så begiver jeg mig udigennem, hvad der synes at være en uendelig lang terminal, til trods for jeg kun skulle til en af de første gates. Stresser hen til gaten med mit boarding pass, da det bliver min tur, ja så er det et fly til Atlanta. Mit fly er først det næste der kommer... På det tidspunkt bliver jeg enig med mig selv om at jeg skal have en tår at drikke, hvilket jeg da også hurtigt finder.
Da jeg kommer tilbage finder jeg ud af at Atlanta flyet er forsinket, og det bliver det flere gange, først på grund af Air Traffic Control, senere p.g.a. vejret og de bliver nødt til at afise flyet.
40 minutter senere kommer det fly afsted og mit kommer straks ind til gaten. Vi bliver alle boardet og flyet bliver afiset, vi kommer afsted med godt og vel 30 minutters forsinkelse.
Op gennem skyerne og da vi først er oppe, så står det pludselig klart hvorfor man siger USA bruger meget strøm... Nede på skyerne kan man fysisk se hvor der ligger byer, de står krystalklart frem som enorme lysende cirkler på skyerne!
Vi når lige op i højde og så er det ellers nedad igen, 25minutters flyvetur.
Vi lander i MSN (Dane Regional County Airport, Madison), som viser sig at være nogenlunde på størrelse med Billund (tror jeg). På vej ind for at hente min bagage bliver jeg mødt af Sara Friar, min kontaktperson, som er kommet for at hente mig :-)
Sådan kom jeg så til Madison, WI, USA
Madison virker ved første indtryk som en dejlig by og på vej ind til college ser vi Capitol bygning oplyst i mørket, utrolig flot syn! og jeg bliver fortalt at de har vedtaget en speciel lov som gør at ingen må bygge højere end den bygning i Downtown area. Ret cool alligevel!
Jeg bliver vist op til mit værelse og får nøgler osv osv. Lidt kedeligt værelse, men tænker ikke jeg kommer til at bruge meget tid her alligevel.
Klokken var på det tidspunkt 23 lokal tid, altså nærmede jeg mig efterhånden 24timer vågen, og derfor faldt jeg også bare om i sengen og sov til det blev morgen.
I dag har jeg så været lidt på opdagelse, og har fået mit studiekort. Her er utrolig flot (lægger billeder til sidst i indlægget) på campus og gik også en tur ind til Capitol i downtown (DER ER LANGT! AV MINE BEN OG FU'SAR!!) Det hele virker rigtig amerikansk og kan ikke lade være med at smile når jeg går rundt, det er virkelig stort!!
På min tur i Badgertown (Madison) fandt jeg noget som simpelthen var for sjovt... Dedikerede popcorn butikker!!! sådan en måtte jeg selvfølgelig ind i, og fik da også købt en pose almindelig popcorn (m. frisk smør :D) og en pose multifarvede popcorn.. SEJT!
Badgertown, ja det kalder de altså byen, den umiddelbare forklaring jeg fik var, at byens dyr (mærkeligt!) er en grævling (badger).. Men det er egentlig ikke så meget derfor, det er derimod fordi at University of Wisconsin (som også ligger her) har grævlingen som holdmaskot. De ligger bl.a. i Division 1 for universitets/college hold (den aller højeste division i USA) og har hold indenfor al idræt.
Deres amerikansk fodboldhold har et stadion inde i byen - der er plads til dobbelt så mange som i parken! fuldkommen vildt!!!
Jeg iler hen efter min bagage, og har ikke styr på hvad klokken er (der er åbenbart ingen ure i O'hare :-P) jeg regner efter bedste evne tilbage efter mit eget ur.
Jeg finder min bagage og begiver mig så udad mod terminal udgangen. Her skal man igen snakke med nogle "toldere" og aflevere en blanket, det gør jeg så uden nogen problemer... Så når jeg ned i enden af gangen for at se tre døre... Alle med et nummer på, og intet andet... SKØNT! tilbage til tolderen og spørge om hvilken dør man skal ud af hvis man skal checke bagage til United Airlines mod Madison. Dør #3, så priser man sig ellers lykkelig for at man ikke tog den man var ved i starten, nemlig #2 :-P
Jeg kommer ud af døren, og hvad møder mig? et sandt helvede af kufferter, mennesker, og skranke... men mest bare kufferter, ALLE STEDER! Så jeg tænker hurtigt for mig selv, hvor er den nærmeste "tolder", jeg spotter hurtigt en stor, sort dame i uniform og spørger hende, igen meget meget hjælpsom, venlig og smilende :-)
Jeg skal så helt ned i enden...jeg løber derned og hvad sker der så? INGEN KØ :-D jeg losser min kuffert af hos United Airlines, og begiver mig nu på jagt efter lufthavns toget/metroen. Jeg finder det relativt hurtigt, men har problemer med at finde ud af hvilken retning jeg skal... Til sidst stiger jeg bare ind i et tog, velvidende at det kun kører i lufthavnen, og at det derfor ikke kan gå helt galt.
Heldig som jeg var, var det et der kørte den rigtige vej :-)
Jeg stiger så af ved terminal to, går over en stor vej på en bro (fyldt med limosiner, nedenunder) og begiver mig ind i terminal 2.
Her skal jeg så gennem ENDNU et security check, jeg tænkte det var ligesom i kastrup så jeg smider min håndbagage på båndet, computeren i en plastkasse sammen med min jakke. Men ak og ve, nej nej, nu er Dennis i USA. Jeg bliver bedt om også at smide skoene i kassen, det gør jeg så. Tingene bliver kørt gennem røntgen, og der er ingen problemer, jeg render gennem metaldetektoren, heller ingen problemer.
Så begiver jeg mig udigennem, hvad der synes at være en uendelig lang terminal, til trods for jeg kun skulle til en af de første gates. Stresser hen til gaten med mit boarding pass, da det bliver min tur, ja så er det et fly til Atlanta. Mit fly er først det næste der kommer... På det tidspunkt bliver jeg enig med mig selv om at jeg skal have en tår at drikke, hvilket jeg da også hurtigt finder.
Da jeg kommer tilbage finder jeg ud af at Atlanta flyet er forsinket, og det bliver det flere gange, først på grund af Air Traffic Control, senere p.g.a. vejret og de bliver nødt til at afise flyet.
40 minutter senere kommer det fly afsted og mit kommer straks ind til gaten. Vi bliver alle boardet og flyet bliver afiset, vi kommer afsted med godt og vel 30 minutters forsinkelse.
Op gennem skyerne og da vi først er oppe, så står det pludselig klart hvorfor man siger USA bruger meget strøm... Nede på skyerne kan man fysisk se hvor der ligger byer, de står krystalklart frem som enorme lysende cirkler på skyerne!
Vi når lige op i højde og så er det ellers nedad igen, 25minutters flyvetur.
Vi lander i MSN (Dane Regional County Airport, Madison), som viser sig at være nogenlunde på størrelse med Billund (tror jeg). På vej ind for at hente min bagage bliver jeg mødt af Sara Friar, min kontaktperson, som er kommet for at hente mig :-)
Sådan kom jeg så til Madison, WI, USA
Madison / Badgertown & Edgewood
Jeg bliver vist op til mit værelse og får nøgler osv osv. Lidt kedeligt værelse, men tænker ikke jeg kommer til at bruge meget tid her alligevel.
Klokken var på det tidspunkt 23 lokal tid, altså nærmede jeg mig efterhånden 24timer vågen, og derfor faldt jeg også bare om i sengen og sov til det blev morgen.
I dag har jeg så været lidt på opdagelse, og har fået mit studiekort. Her er utrolig flot (lægger billeder til sidst i indlægget) på campus og gik også en tur ind til Capitol i downtown (DER ER LANGT! AV MINE BEN OG FU'SAR!!) Det hele virker rigtig amerikansk og kan ikke lade være med at smile når jeg går rundt, det er virkelig stort!!
På min tur i Badgertown (Madison) fandt jeg noget som simpelthen var for sjovt... Dedikerede popcorn butikker!!! sådan en måtte jeg selvfølgelig ind i, og fik da også købt en pose almindelig popcorn (m. frisk smør :D) og en pose multifarvede popcorn.. SEJT!
Badgertown, ja det kalder de altså byen, den umiddelbare forklaring jeg fik var, at byens dyr (mærkeligt!) er en grævling (badger).. Men det er egentlig ikke så meget derfor, det er derimod fordi at University of Wisconsin (som også ligger her) har grævlingen som holdmaskot. De ligger bl.a. i Division 1 for universitets/college hold (den aller højeste division i USA) og har hold indenfor al idræt.
Deres amerikansk fodboldhold har et stadion inde i byen - der er plads til dobbelt så mange som i parken! fuldkommen vildt!!!
Lidt af hvert
Her til slut, vil jeg gøre det lidt kortere, da jeg allerede har skrevet en del, og nok kunne blive ved i en evighed!
Sne, der er det en hel del af, og som om det ikke var nok så er alle de store søer her også fuldstændig frosset til is... det er bare sejt!
Imorgen begynder introduktionen for internationale studerende, det glæder jeg mig lidt til, så jeg kan komme igang og efterhånden få lidt mere styr på det hele.
Håber i allesammen har det godt derhjemme, jeg savner jer allesammen!
-Dennis
Til sidst, som lovet, billeder
Køkkenet på min etage
Kentucky Fried Chicken / Taco Bell, i downtown Madison :-P
Tak fordi i har taget jer tid til at læse det hele, klokken er nu 17:20 lokal tid ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar